BLOMME
Jubilæum
Store, ovale og rødviolette frugter. Der er smæk på aromaen og en fin balance mellem det sure og det søde. Frugtkødet er varm og gul i farven.
Jubilæum modner sidst på sommeren (august/september) og er en ideel spiseblomme og ligeledes til syltning, bagning og kompot.
Herhjemme udkerner vi vores blommer og fryser dem ned - så har vi til hele vinteren!
Opal
En smuk rødblå blomme med saftigt, gyldengult frugtkød. Sød med let syre og nærmest lidt krydret i smagen. Opal er pålidelig i udbyttet år efter år.
Pluk den lige fra træet eller brug den i marmelader eller tærter - det gør vi!
Den modner typisk fra slutningen af juli til start august.
Victoria
Victoria-blommer er store, ovale frugter med rødorange skind. Gult, saftigt frugtkød, og en sød og aromatisk smag. Træet blomstrer hvidt i april-maj og modner i september, og så er frugterne velegnet til frisk spisning, kager, syltning, og kompot. For optimal frugtkvalitet anbefaler vi at man tynder ud i frugterne, mens de er små.
Rivers Early
En rigtbærende blommesort, som man nemt kan kende på de små blåsorte blommer med fast, hvidgult frugtkød. De smager skønt og lifligt - nærmest som en sveske. Vi synes det er gode spiseblommer, og så egner de sig også godt til syltning og dessert. Det er en af de tidligere blommer, som modner fra sidst i juli/begyndelsen af august.
Avalon
Træet giver store rødviolette blommer med fast frugtkød og en skøn balance mellem surt og sødt. Frugterne modner typisk i sensommeren (august-september).
Reine Claude (grøn)
Reine Claude er en af gårdens favoritter! De hænger som guldklumper og pryder trækronen - og så er de smadder søde og saftige. Blommen modner i august/september og er velegnet til frisk spisning, bagning og syltning.
Selv nyder vi den mest direkte fra træet, men er der flere tilbage sidst i sæsonen, kommer de i en stor blommekage.
Herman
Herman-blommen er en tidlig sort med middelstore, ovale, blå-sorte frugter. Frugtkødet er dejlig saftigt og sødt - med en mild syrlighed. Den modner i slutningen af juli/starten af august.
Gul Abrikos
Denne gulgrønne blomme med små røde fregner er både sød og saftig. Frugten er middelstor og modner i september.